onsdag den 27. juni 2012

Musiker – læg tekstmappen og noderne på tablet

Jeg har investeret i en Motorola Xoom tablet – købt på tilbud i Føtex for 2500,- Min version har 32GB indbygget hukommelse, kan udvides til i alt 64Gb og kører med Googles Android styresystem. Jeg købte den af nysgerrighed – hvad kan man bruge sådan en dims til? Den kan selvfølgelig bruges til surf, email og mange andre ting. Den lever fuldt ud op til forventningerne, og har ikke givet anledning til problemer.


Læg dine noder og tekster på dimsen
Efter jeg købte Motorola’en, kom jeg til at tænke på, om jeg kan bruge den som tekstmappe og nodebog, når jeg er ude at spille musik. Jeg gik på jagt på nettet og fandt frem til MobileSheets, en app, som kan hentes på Google Play. MobileSheet består af to dele – en app til tablet’en og et program til PCen. Man kan sådan set godt nøjes med app’en, og oprette sit tekst/musikbibliotek direkte på tablet’en, men det er altså meget nemmere at bygge sit bibliotek og sætlister på PC’en. PC-programmet er gratis, app’en kan fås i en gratis version, som kan indeholde nogle få sange. Så kan du teste systemet. Hvis du kan bruge det, kan du købe en ubegrænset version af app’en for kr 35,-
Man kan lægge PDF, JPG og andre billedformater i systemet. Der er et væld af muligheder. En af de gode er, at man kan tilknytte MP3- filer til tekster/noder. Når man øver, kan man lige starte den tilhørende MP3 fil og høre nummeret. Det er altså smart.
Når man redigerer på PCen, bliver det hele gemt på tablet’en med det samme. Der bliver ikke gemt noget på PCen. Det betyder, at man kan have PC-programmet installeret på flere PCere og redigere i tablet’en, uden at tænke på hvor den nyeste version af biblioteket ligger. Og ja, man kan tage backup af det hele og lægge på PCen i tilfælde af at tablet’en forsvinder, går i stykker og hvad der ellers kan ske.
Live – det virker
I weekenden skulle det stå sin prøve. Jeg købte en holder til mikrofonstativet for ca. 150,- hos Thomann.de. Jeg var på to jobs med mit countryband, Wildrose Countryband. Et job med 3 planlagte sæt og et improviseret sæt, samt et job med 1 sæt. Jeg havde på forhånd lavet sætlisterne, så jeg bare kunne hente dem. Når et nummer var færdigt, rørte jeg ved skærmen i højre side, og straks var næste nummer klar. I det improviserede sæt kunne jeg lynhurtigt finde næste sang i den alfabetiske oversigt. Det fungerede rigtig godt. Man kan også købe en fodpedal til at skifte side / scrolle. Der er et par stykker anbefalet på programmets hjemmeside.
Næste test bliver midt i august, hvor jeg skal spille efter noder med Thy Folklore. Jeg skriver selvfølgelig om mine erfaringer her på siden.
Hvis du har erfaringer med at bruge iPad eller Android tablet til musik, må du meget gerne skrive en kommentar, så vi alle kan få glæde af det.


  






2 THOUGHTS ON “MUSIKER – LÆG TEKSTMAPPEN OG NODERNE PÅ TABLET

  1. Jeg har lagt en del noder på tabletten. Har fået nogle nye noder som jeg vil lægge over også. Jeg har sendt noderne fra PC’en til tabletten; men nu kniber det, jeg kan ikke huske hvordan jeg skal gøre for at få dem ind under seneste og derefter over på den setliste hvor de skal ligge.
    Da jeg hentede MobileSheets fik jeg lagt Pro versionen ind.
    Et sidste spørgsmål! MobileSheetsPro ligger også på min Samsung S6 tlf, og der kommer der opdateringer til; men ikke på tabletten, skal jeg fjerne programmet fra telefonen?
    Håber at hører fra dig, med venlig hilsen Mogens.
    • Hej Mogens.
      Der er flere måder at få sangene ind i MobileSheets. Jeg har i flere år brugt MobileSheets Compagnion på min Windows PC. Med programmet kobler du op til MobileSheets på tabletten via wifi. Så kan du arbejde med tabletten fra din PC – overføre filer, lave setlister, samlinger m.m. Du kan også tage en backup af hele indholdet i MobileSheets og gemme på din PC. Jeg ved godt at rigtige mænd ikke tager backup, men med mere end 500 sange på tabletten, mange af dem med kommentarer, vælger jeg sikkerhed frem for rigtig mand 😉 Backuppen kan du indlæse på telefonen eller en anden tablet. Du kan finde compagnion-programmet her: http://www.zubersoft.com/mobilesheets/companion.html
      På det sidste er jeg begyndt at lægge sangene på mit GoogleDrive, og så importere direkte derfra på tabletten.
      Jeg vil anbefale dig at læse manualen, som du finder i MobileSheets under de 3 små prikker øverst til højre, eller hent den her: http://www.zubersoft.com/mobilesheets/MobileSheetsPro.pdf
      Jeg oplever ikke problemer med at bruge programmet på flere enheder. De bliver alle opdateret. Det må være noget med indstillinger på den enhed, der ikke opdaterer.
      Mvh Viggo

Ingen kommentarer:

Send en kommentar